Professionsrettede undervisningsforløb
Styrket praksisfaglighed for undervisere i gymnasiale fag
Udarbejdet af: Gry Sjøqvist Krogh Paulsen Tina Jensen Sine Weissschädel Thorkild Andersen
Resumé
I forløbet “ Hvem griber Felix?” skal eleverne arbejde med denne problemstilling:
“Felix har hele sit liv udfordringer med at indgå i fællesskaber. Du er pædagog og skal understøtte hans sunde udvikling. Hvad gør du?”
Eleverne får gennem forløbet et praktisk indblik i, hvad man som pædagog kan stå i af forskellige situationer.
Felix er en tænkt figur, da vi i realiteten arbejder med en række forskellige børne/unge- eksempler gennem forløbet. Figuren Felix er tænkt som “den røde tråd”, der binder både samfundsfaglige og psykologifaglige perspektiver sammen med virkelige fagudfordringer i pædagogfaget.
Forløbets fiktive figur Felix er tænkt at komme fra en ressourceudfordret familie, og tanken er, at Felix op igennem sin barndom og ungdom løbende har brug for “en hånd i ryggen” til at understøtte hans i øvrigt vellykkede udvikling. Vi har truffet et aktivt valg om at have fokus på “når det lykkes”.
I forløbet følger vi Felix fra barn til voksen. Vi laver undervejs pitstop på forskellige sociale arenaer, hvor pædagogen som fagperson spiller en aktiv rolle for, hvordan Felix inddrages i fællesskabet, formes som individ og bringes videre i livet.
Vi møder Felix i følgende kontekster: familien, dagtilbuddets legefællesskab, det digitale fællesskab, klubben og som nybagt far.
Fagene samfundsfag og psykologi bidrager til problemløsningen på denne måde:
I samfundsfag fokuseres på de ændrede rammer for socialisering og identitetsdannelse i det senmoderne samfund. Hvor går grænserne mellem familien og pædagogen som en del af institutionaliseringen. Hvilken rolle spiller digitale medier for identitetsdannelsen og på hvilke måder kan den professionelle pædagog understøtte digital dannelse og deltagelse i et fysisk fællesskab? Afslutningsvis diskuteres og handlingsanvises pædagogens greb i forhold til at skabe positiv social arv.
I psykologi fokuseres der på identitetsdannelse og faktorer, der kan bidrage til personlig udvikling og trivsel. Vi kigger på en række faktorer og deres “væsentlighed” for den enkelte, fx kommunikationsegenskaber, motivationsfaktorer, hjemmets opdragelsesstile, pædagogens faglige greb, hvordan gruppedynamikker og uformelle roller kan hhv, støde og spille sammen i mødet med de mere formaliserede grupper og roller i forbindelse med institutionslivet og mere eller mindre tvungne legefællesskaber.
Sådan indgår professionen
Den pædagogiske praksis gøres nærværende for eleverne bl.a. gennem små videoklip, gennem rollespil, gennem kreative formidlingsøvelser og gennem refleksioner over møder med pædagoger, med afsæt i erfaringer fra eget institutionsliv.
Netop ved at vi i forløbet følger Felix i forskellige institutionsmiljøer. I den sammenhæng har vi i en række nedslag på konkrete situationer, hvor mødet med pædagogen, som menneske og som fagperson, spiller en aktiv rolle. Det kan være den svære afleverings- eller legesituation i børnehaven, en konflikt mellem unge i klubben eller en svær forældresamtale.
Sådan “gør” eleverne professionen
Forløbet er opbygget praksisrettet og simulationsbaseret med fokus på en høj grad af psykisk fidelitet og casestudier.
Eleverne skal bl.a. deltage i simulationer som pædagogen kan stå i, i sit daglige virke, udføre mini-forumspil hvor konkrete situationer og forskellige udfald trænes og erfares. De skal lave observationer og træne “det faglige blik”. De skal prøve selv at stå i følelsesmæssigt nye situationer og træne den professionelle kommunikation. De skal deltage i “stue-møder”, trivselsvurderinger, forældresamtaler, dagligdags situationer fra børnehaven og klubben samt løse konfliktsituationer mellem børn og unge mm.